Realisme er en dominerende teoriretning inden for international politik Der er tre grundopfattelser af realismen: 1. Der hersker anarki i det internationale system 2. Staterne er hovedaktører eller eneaktører 3. Krigen vil vedblivende være en risiko i relationen mellem stater Anarki kendetegnes ved mangel på spilleregler og myndighed. Der er en konstant idé om hvad andre enheder/stater planlægger. Kenneth Waltz har en teori omkring dette. I hans teori snakker han blandt andet om et begreb, han kalder selvhjælpssystem. I et selvhjælpssystem stoler man kun på sig selv. Man indgår alliancer og opretter organisationer, for at fremme økonomiske interesser, men det er kun skrøbelige overbygninger på det grundlæggende selvhjælpssystem. Staterne må opbygge deres eget militær, for at sikre deres fortsatte eksistens som selvstændige enheder. Kenneth Waltz bruger yderligere begrebet sikkerhedsdilemma. Der kan ved et selvhjælpssystem opstå nogle dilemmaer. Når man som stat vil sikre sig selv, ved hjælp af militær med mere, vil andre stater føle en vis trussel. Dette resulterer i yderligere oprustning, spændinger der stiger, og nye krige der truer. Derved mindskes sikkerheden for alle parter.
Fremskridt Der er forskel mellem forholdet inden for en stat og forholdet mellem stater. Det menes at det er muligt at der kan være fremskridt inden for en stat (økonomisk udvikling, bedre uddannelse) men det er ikke muligt for fremskridt mellem stater (anarki → mistillid → oprustning)
Enheder Stater er de eneste enheder → eneaktører. Andre aktører er overordet
Magtstruktur Der er hierarki mellem stater, hvilket er bestemt af fysisk magt (militær, økonomi, teknologi) → supermagter, stormagter, småstater
Adfærd Staterne er styret af nationale interesser (objetive), (dette kan være geografisk placering, geografisk størrelse, økonomisk udviklingsgrad)
Fred Det er umuligt at bevare fred grundet anarkiet og staternes modsatte interesser. Der kan være midlertidig fred ved hjælp af magtbalance eller hegemoni.
Der er 3 grundopfattelser om realismen; Der er anarki, altså er der ikke nogen deciderede regler og ikke nogen overordnet myndighed. Staterne bestemmer selv, hvad de selv gør, uden nogen form for restriktion. Staterne er aktørerne. Krig vil blive ved med at være en risiko i relationen mellem staterne, samt en drivkraft for realismen. Med det som udgangspunkt, vil magt i traditionel fysisk forstand blive en afgørende størrelse i synet på International Politik hos realisterne.
Et afgørende element for realisternes syn på international politik er eksistensen af en eller flere magtbalancer. Magtbalancen vil være stabil, når andre stormagter har lavet en passende modvægt til USA’s overherredømme. Realisterne fokuserer på, at staten skal have et stærkt militær for at forblive en sikker stat. Der findes forskellige formål med teorier og ideologier. Formålet med teorier er at opstille forklaringer, hvor formålet med ideologier er at opsætte målsætninger. Realismen er en teori. Kenneth Waltz, som er en meget fremtrædende realist, har talt om, at staterne opererer i et selvhjælpssystem – de kan kun stole på sig selv. Der er et hierarki mellem staterne, supermagten, stormagten og småstaterne, der viser, hvilke stater der har mest magt. Staterne bliver “bedømt” inden for militær, økonomisk og teknologisk magt. Staterne må konstant frygte, hvad de andre stater foretager sig. Der findes også et sikkerhedsdilemma. Hvis en stat opfatter deres egen oprustning som forsvar, men andre stater opfatter det som en trussel, så bliver de ved med at opruste sig. Sikkerhedsdilemmaet skaber i en indledende fase en magtbalance mellem staterne. Når staterne bliver ved med at ville afbalancere hinandens magt, vil det være med til at starte en krig. Et eksempel kan være Den Kolde Krig. Fuldstændig verdensfred vil da ikke være en mulighed, da hver af magterne har deres egen agenda, og anarkismen er et grundelement i teorien omkring realismen. Alle landene agerer ud fra egne interesser, hvad der vil gavne dem. Nogle mindre lande bliver dog nødt til at agere efter de større lande, da de har mere magt.
Fred kan ikke ske som værende konstant, da staternes modsatrettede interesser også spiller en rolle. Her kan der så komme midlertidig fred, da der kan komme magtbalance.
Realister ser på landets relative fordele. Det vil sige, at de ser på et lands styrker. Realisterne er interesseret i, at økonomi, teknologi (hvor udviklet er landet), militær, geografisk (hvordan ligger landet i forhold til interesser og hvor står befolkningen er, spiller overens med hinanden. Fremskridt er en vigtig del for realismen. Fremskridt kan være med til at styrke landet. F.eks. med styrket ressourcer som uddannelse og økonomien, vil effektivisere et lands styrke. Der kan dog opstå en problematik med forskellige interesser. Dvs. at hvis to lande ikke er enige om deres fremdrift vil samarbejdet blive ensidigt.
Det er kun statslige ender der kan tage beslutningerne. Andre aktører er underordnet dvs fx hvis to aktøre er uenige, kan samarbejdet ikke fungere. Med de to magter (den statslige og den fysiske) kan magtstrukturen kan det skabe usikkerhed på længere sigt, at den anden part få mere “magt” eller mere ud af samarbejdet. Med en sikker magt fordel, kan det skabe sikkerhed for landet. Mens dette kan ses som en trussel for andre samarbejdende lande. Struktur af de forskellige interesser, gør at fuldstændig fred bliver en udelukkende faktorer. Realisterne er opmærksomme på at der godt kan undgås krig mellem stormagter. Dette er en del af sikkerhedsdilemmaet, hvor der menes at hvis der skabes en magtbalance mellem de ledende stater kan krig undgås. Selvom krig undgås betyder dette ikke 100 % fred, pga. interne uenigheder. Sondringen mellem multi-, bi- og unipolaritet er afgørende for staternes adfærd. Under bipolariteten er det lettere for staterne at træffe aftaler med hinanden, fordi der kun er to eller tre stormagter. Fx. meldte Danmark sig ind i nato fordi bipolariteten åbnede muligheder for at sikre sig mod militære trusler. Staterne er dermed styret af objektive interesser, som er afgørende for staternes adfærd.
Spiller alle disse faktorer, som ses i figur 2.14, ikke overens, kan et sarmarbejde ikke fungere optimalt, da det enten vil føre til uenigheder eller mindre udbytte for et samarbejde mellem lande.
Realisme er en dominerende teoriretning inden for international politik
SvarSletDer er tre grundopfattelser af realismen:
1. Der hersker anarki i det internationale system
2. Staterne er hovedaktører eller eneaktører
3. Krigen vil vedblivende være en risiko i relationen mellem stater
Anarki kendetegnes ved mangel på spilleregler og myndighed. Der er en konstant idé om hvad andre enheder/stater planlægger.
Kenneth Waltz har en teori omkring dette. I hans teori snakker han blandt andet om et begreb, han kalder selvhjælpssystem. I et selvhjælpssystem stoler man kun på sig selv. Man indgår alliancer og opretter organisationer, for at fremme økonomiske interesser, men det er kun skrøbelige overbygninger på det grundlæggende selvhjælpssystem. Staterne må opbygge deres eget militær, for at sikre deres fortsatte eksistens som selvstændige enheder.
Kenneth Waltz bruger yderligere begrebet sikkerhedsdilemma. Der kan ved et selvhjælpssystem opstå nogle dilemmaer. Når man som stat vil sikre sig selv, ved hjælp af militær med mere, vil andre stater føle en vis trussel. Dette resulterer i yderligere oprustning, spændinger der stiger, og nye krige der truer. Derved mindskes sikkerheden for alle parter.
Fremskridt
Der er forskel mellem forholdet inden for en stat og forholdet mellem stater. Det menes at det er muligt at der kan være fremskridt inden for en stat (økonomisk udvikling, bedre uddannelse) men det er ikke muligt for fremskridt mellem stater (anarki → mistillid → oprustning)
Enheder
Stater er de eneste enheder → eneaktører. Andre aktører er overordet
Magtstruktur
Der er hierarki mellem stater, hvilket er bestemt af fysisk magt (militær, økonomi, teknologi) → supermagter, stormagter, småstater
Adfærd
Staterne er styret af nationale interesser (objetive), (dette kan være geografisk placering, geografisk størrelse, økonomisk udviklingsgrad)
Fred
Det er umuligt at bevare fred grundet anarkiet og staternes modsatte interesser. Der kan være midlertidig fred ved hjælp af magtbalance eller hegemoni.
Der er 3 grundopfattelser om realismen;
SvarSletDer er anarki, altså er der ikke nogen deciderede regler og ikke nogen overordnet myndighed.
Staterne bestemmer selv, hvad de selv gør, uden nogen form for restriktion. Staterne er aktørerne.
Krig vil blive ved med at være en risiko i relationen mellem staterne, samt en drivkraft for realismen. Med det som udgangspunkt, vil magt i traditionel fysisk forstand blive en afgørende størrelse i synet på International Politik hos realisterne.
Et afgørende element for realisternes syn på international politik er eksistensen af en eller flere magtbalancer. Magtbalancen vil være stabil, når andre stormagter har lavet en passende modvægt til USA’s overherredømme. Realisterne fokuserer på, at staten skal have et stærkt militær for at forblive en sikker stat.
Der findes forskellige formål med teorier og ideologier. Formålet med teorier er at opstille forklaringer, hvor formålet med ideologier er at opsætte målsætninger. Realismen er en teori.
Kenneth Waltz, som er en meget fremtrædende realist, har talt om, at staterne opererer i et selvhjælpssystem – de kan kun stole på sig selv. Der er et hierarki mellem staterne, supermagten, stormagten og småstaterne, der viser, hvilke stater der har mest magt. Staterne bliver “bedømt” inden for militær, økonomisk og teknologisk magt. Staterne må konstant frygte, hvad de andre stater foretager sig.
Der findes også et sikkerhedsdilemma. Hvis en stat opfatter deres egen oprustning som forsvar, men andre stater opfatter det som en trussel, så bliver de ved med at opruste sig. Sikkerhedsdilemmaet skaber i en indledende fase en magtbalance mellem staterne. Når staterne bliver ved med at ville afbalancere hinandens magt, vil det være med til at starte en krig. Et eksempel kan være Den Kolde Krig. Fuldstændig verdensfred vil da ikke være en mulighed, da hver af magterne har deres egen agenda, og anarkismen er et grundelement i teorien omkring realismen.
Alle landene agerer ud fra egne interesser, hvad der vil gavne dem. Nogle mindre lande bliver dog nødt til at agere efter de større lande, da de har mere magt.
Fred kan ikke ske som værende konstant, da staternes modsatrettede interesser også spiller en rolle. Her kan der så komme midlertidig fred, da der kan komme magtbalance.
Gruppe 6 ^
SletDenne kommentar er fjernet af forfatteren.
SvarSletGruppe 5 Reem Sandra & Tea.
SvarSletRedegør for realisme med brug af figur 2.14
Realister ser på landets relative fordele. Det vil sige, at de ser på et lands styrker. Realisterne er interesseret i, at økonomi, teknologi (hvor udviklet er landet), militær, geografisk (hvordan ligger landet i forhold til interesser og hvor står befolkningen er, spiller overens med hinanden.
Fremskridt er en vigtig del for realismen. Fremskridt kan være med til at styrke landet. F.eks. med styrket ressourcer som uddannelse og økonomien, vil effektivisere et lands styrke. Der kan dog opstå en problematik med forskellige interesser. Dvs. at hvis to lande ikke er enige om deres fremdrift vil samarbejdet blive ensidigt.
Det er kun statslige ender der kan tage beslutningerne. Andre aktører er underordnet dvs fx hvis to aktøre er uenige, kan samarbejdet ikke fungere.
Med de to magter (den statslige og den fysiske) kan magtstrukturen kan det skabe usikkerhed på længere sigt, at den anden part få mere “magt” eller mere ud af samarbejdet.
Med en sikker magt fordel, kan det skabe sikkerhed for landet. Mens dette kan ses som en trussel for andre samarbejdende lande.
Struktur af de forskellige interesser, gør at fuldstændig fred bliver en udelukkende faktorer.
Realisterne er opmærksomme på at der godt kan undgås krig mellem stormagter. Dette er en del af sikkerhedsdilemmaet, hvor der menes at hvis der skabes en magtbalance mellem de ledende stater kan krig undgås. Selvom krig undgås betyder dette ikke 100 % fred, pga. interne uenigheder.
Sondringen mellem multi-, bi- og unipolaritet er afgørende for staternes adfærd. Under bipolariteten er det lettere for staterne at træffe aftaler med hinanden, fordi der kun er to eller tre stormagter. Fx. meldte Danmark sig ind i nato fordi bipolariteten åbnede muligheder for at sikre sig mod militære trusler. Staterne er dermed styret af objektive interesser, som er afgørende for staternes adfærd.
Spiller alle disse faktorer, som ses i figur 2.14, ikke overens, kan et sarmarbejde ikke fungere optimalt, da det enten vil føre til uenigheder eller mindre udbytte for et samarbejde mellem lande.