dokumenter ved skift og overstregning i teksten hvilen IP-teoretisk tilgang skribenterne har til Ukraine-krisen.
Jens Jørgen Nielsen, Jørn Boye Nielsen og Poul
Villaume: ”Inddrag Rusland i løsningen af Ukraines krise.”
Politiken 28.5.2014. Uddrag.
Jens Jørgen Nielsen er
lektor, cand. mag., Jørn Boye Nielsen er cand. scient.pol. og Poul Villaume er
dr. phil. og professor i samtidshistorie, KU.
Udviklingen i Ukraine er afgørende for ikke bare
ukrainerne, men også for hvad det er for en verdensorden, der tegner sig i den
nære fremtid. Desværre har mange vestlige politikeres og mediers analyse og
definition af krisen og dermed valg af handlinger været både mangelfulde og
direkte kontraproduktive.
Politikere og mediefolk i Vesten mangler en klar
opfattelse af, at Ukraine ikke er én nation. Den ukrainske stat har reelt kun
eksisteret siden Sovjetunionens sammenbrud, og landet
er stykket sammen af
mange forskellige dele. Forskellen afspejler sig i det politiske billede, hvor
øst vælger partier, som bl.a. støtter tæt kontakt med Rusland, og hvor russisk
er det mest udbredte sprog. Vest har typisk et negativt forhold til Rusland og
det russiske sprog.
Det er forkert at opfatte Rusland som hoved- eller
eneårsag til krisen. Ukraines lovligt valgte præsident, Janukovitj, afviste
sidste november en associeringsaftale med EU og indgik en aftale med Rusland i
stedet. Der var fordele og ulemper ved begge tilbud til Ukraine.
EU’s tilbud var ikke uproblematisk for Ukraine. Dels
ville det indebære problemer med eksporten til Rusland, som erklærede, at det
ville få konsekvenser for told og afgifter. Dels er ukrainske virksomheder
næppe konkurrencedygtige på et åbent EU-marked. Det ville kunne føre til
socialt eksplosive situationer. På den anden side ville Ruslands tilbud give
ukrainerne penge her og nu, som landet havde brug for. Janukovitjs beslutning
om at takke nej til EU udløste voldsomme gadedemonstrationer i Kijev. Til at
begynde med var de fredelige. De fle- ste ønskede at demonstrere mod den
korruption, som har præget Ukraine i hele statens nyere historie.
USA havde
længe præget begivenhederne i Ukraine, men snart begyndte EU-politikere også at
blande sig meget kraftigt. EU-politikere med Catherine Ashton i spidsen
kappedes nærmest om at støtte oprøret. De tænkte næppe på, at en meget stor del
af befolkningen i øst allerede dengang havde en negativ holdning til, at man
ønskede at fjerne den regering, som ikke mindst de havde bidraget til at bringe
til magten. EU-landene greb ind i en meget delikat balance. De vestlige lande
ville have Ukraine placeret entydigt i den vestlige blok. Og vel at mærke både
politisk (EU) og på sigt også militært (NATO).
Rusland har i mange sammenhænge i de sidste 20 år
gjort opmærksom på, at man
så NATO’s ekspansion i det tidligere sovjetiske
område som problematisk. Set ud fra et rent geopolitisk og militært synspunkt
var der intet overraskende i Ruslands ønske om at sikre sig Krim. Statsretligt
var indlemmelsen af Krim i Rusland imidlertid ikke legal, og den slags selvtægt
kan naturligvis ikke støttes.
Fra vestlig side er der udelukkende fokus på russisk
tilstedeværelse, og Rusland ses som den eneste årsag til krisen. Det er et alt
for simpelt billede. Vi ser på Rusland uden illusioner. Det er en stormagt, som
er tilbage på verdensscenen. EU bør træde i karakter og bidrage helt anderledes
konstruktivt end hidtil til at løse krisen. Trusler om nye sanktioner og de
alle- rede indførte vil ikke få russerne til at forlade Krim. Det er vores
nærområde. En løsning af Ukraine-problemet kan ikke findes uden målbevidst
inddragelse af Rusland. Og Rusland har al mulig interesse i en normalisering af
Ukraine.
Besvarelse uploades senest 10.55
Denne kommentar er fjernet af forfatteren.
SvarSletSet med realismens briller:
SvarSletRusland handler efter sine egne interesser. De har et fokus på det geografiske og det militære: “Set ud fra et rent geopolitisk og militært synspunkt var der intet overraskende i Ruslands ønske om at sikre sig Krim.”.
Set med idealismens briller:
Allerede i starten får vi en snert af idealismen: “Desværre har mange vestlige politikeres og mediers analyse og definition af krisen og dermed valg af handlinger været både mangelfulde og direkte kontraproduktive.” Der er altså mangel på samarbejde mellem politikere, hvilket ses som en dårlig ting af idealisterne.
Da Ukraine er opdelt i Øst og Vest, ses der en tendens til at de er delt op i realisme og idealisme.
Østukraine er meget tilbøjelig for realisme, da de ønsker et samarbejde med stormagten Rusland, som vil medføre et lige samarbejde mellem de to lande. Altså de får lige meget ud af det på samme tid. Østukraine tror ikke på de globale sikkerhedssystemer f.eks. EU. De tror i stedet på nationale sikkerhedssystemer, hvor de kan passe på og klare sig selv.
Vestukraine er mere tilbøjelig for idealisme, da de ønsker et samarbejde med EU og der vil derfor på længere sigt i samarbejdet være en positiv fremgang for Ukraine (det tager længere tid, men effekten er større). Vestukraine derimod har et mere positivt syn på globale sikkerhedssystemer, og er derfor mere villige til at indgå aftale med EU.
I gennem analyse af teksten “Inddrag Rusland i løsningen af Ukraines krise” forekommer det tydeligt, at skribenter ser situationen realistisk. Den tydelige fokus på Rusland som stormagt, samt forståelsen for Ruslands handlinger: “Rusland har i mange sammenhænge i de sidste 20 år gjort opmærksom på, at man så NATO’s ekspansion i det tidligere sovjetiske område som problematisk. Set ud fra et rent geopolitisk og militært synspunkt var der intet overraskende i Ruslands ønske om at sikre sig Krim.”
SvarSletMagtstrukturen forekommer realistisk. Som det kan ses i det følgende citat: “Vi ser på Rusland uden illusioner. Det er en stormagt, som er tilbage på verdensscenen.”
Ruslands adfærds handling er også realistisk. De tager en beslutning på baggrund af nationale interesser. Eksempel på en realistisk tilgang er, at Ukraine handler ud fra statens interesse. De vil ikke være en del af EU, da det ville få negative konsekvenser for deres handel.
“EU’s tilbud var ikke uproblematisk for Ukraine. Dels ville det indebære problemer med eksporten til Rusland, som erklærede, at det ville få konsekvenser for told og afgifter. Dels er ukrainske virksomheder næppe konkurrencedygtige på et åbent EU-marked. Det ville kunne føre til socialt eksplosive situationer. På den anden side ville Ruslands tilbud give ukrainerne penge her og nu, som landet havde brug for.”
At borgerne ikke får del i styret viser også, at situationen ses på en mere realistisk tilgang.
Gruppe 1
SvarSlet"EU bør træde i karakter og bidrage helt anderledes konstruktivt end hidtil til at løse krisen " Det er den internationale politiske teori Idealisme fordi man vil give mere magt til en helhed i stedet for en eneaktør. Han forslår at Ukraine skal være samarbejdsvillige. Fællesskab er bedre end en eneaktør.
Gruppe 4
SvarSletInddrag Rusland. Dokumenter ved skift og overstregning i teksten hvilken IP-teoretisk tilgang skribenterne har til Ukraine-krisen.
Skribenterne har en realistisk indgangsvinkel til Ukraine-krisen, da de blandt andet skriver at, “EU bør træde i karakter og bidrage helt anderledes konstruktivt end hidtil til at løse krisen.”, hvorved de kritiserer EU’s rolle i krisen og på en måde anklager EU i forhold til at forårsage krisen. EU kommer med nogle forslag, der tiltrækker Ukraine i at være med i EU, og dette resulterer i forholdet mellem Rusland og Ukraine bliver mere problematisk, da de har modstridende interesser.
Skribenten mener at Rusland er styret af nationale interesser, og indtagelsen af Krim er en reaktion af Ruslands ønske om at bevare lokalområdes støtte. Følgende citat er et eksempel på dette, “Rusland har i mange sammenhænge i de sidste 20 år gjort opmærksom på, at man så NATO’s ekspansion i det tidligere sovjetiske område som problematisk (...) Set ud fra et rent geopolitisk og militært synspunkt var der intet overraskende i Ruslands ønske om at sikre sig Krim”. Dette er derfor et realistisk udgangspunkt, da man her ser de statslige aktører, i dette tilfælde Rusland sætte sine egne interesser først.